Hvad Er Fascia, Og Hvorfor Alle Yogalærere Og -udøvere Bør Vide Noget Om Det

Fascia Yoga: Vigtigt for Yogalærere og Udøvere

Tag et øjeblik til at tænke over, hvad du egentlig husker om den menneskelige krop fra yoga-anatomiundervisning. Hvad husker du om den menneskelige krop i sin helhed? Den menneskelige krop er trods alt en fascinerende og utrolig organisme, der fungerer som en enhed!
Ringer udtrykkene fascia og fascia release en klokke? Når yogalærere og fysioterapeuter studerer kroppen, er det stadig en almindelig praksis at se på den på en måde, der fjerner os fra kroppen som en helhed. Vi er henvist til at undersøge detaljerne i, hvordan kroppen kan adskilles eller opdeles i dens bestanddele og forskellige systemer. Vi vender os til forskellige værker baseret på gammel viden inden for klassisk anatomi, fysiologi og biomekanik. I de senere år er begrebet fascia blevet mere populært og behandles, men som regel som et sidetema i yoga-anatomiundervisningen.

Selv om begrebet og princippet om fascia og myofascial release er blevet mere anerkendt i forbindelse med fysioterapi og yoga, er den primære tilgang til anatomi i vid udstrækning stadig centreret omkring navngivning af vores dele, forståelse af vores fysiske systemer og forklaring af, hvordan vi bevæger os i henhold til disse fysiologiske funktioner.

Vi lærer, hvilke dele der er hvor (topografisk anatomi; med vægt på relationerne mellem forskellige strukturer såsom muskler og nerver og arterier), at forklare de systemer, som disse dele fungerer i (biologi og kemi), og at beskrive bevægelsesapparatet (lokomotivet) og hvordan det fungerer.

Muskel-ben-led-anatomi er i høj grad det grundlag, som vi baserer vores forståelse af bevægeapparatet på. Med andre ord lærer vi de “dele”, der udgør helheden, og forståelsen af den oplevelsesmæssige komponent af “at være inde i den bevægelige krop” er stort set henlagt til det separate studie af psykologi, i det mindste i den vestlige tradition.

For at forstå, hvordan vi udfører stillingerne, fokuserer vi på det muskuloskeletale system. Vi forsøger at forstå, hvilke muskler der bevæger hvilke knogler via deres specifikke tilknytninger og husker, hvordan muskler bevæger sig; sammentrækninger og udstrækninger. Ved at lære, hvordan nervesystemet fungerer, og ved at tildele specifikke nerver til hver enkelt muskel, er det meningen, at vi skal udregne stillingernes anatomi, men kan vi virkelig forstå vores kroppe og vores bevægelser på denne måde? Det er det nye spørgsmål, som vores nye ven fascia opfordrer os til at stille.

Det traditionelle grundlag for (Yoga) anatomi

Når vi har lært det grundlæggende om muskler og knogler, nævner vi de ledbånd, der fastgør knoglerne i skelettet til hinanden, og de sener, der fastgør musklerne til disse knogler. derefter finder vi ud af, hvordan de indbyrdes aktiverer de forskellige typer af løftestænger i de forskellige typer af led. Dette er en grov forenkling af den grundlæggende forudsætning, som bevægeapparatet, dets form og funktion hviler på.

I dette system har hver muskel:

• et navn og en stilling,
• en oprindelse,
• en indsættelse (eller distal og proximal fastgørelse) og
• en handling

Hele pakken af muskel-knogle-led-anatomi foreslås derefter at kombinere sig for at motivere et system af løftestænger og penduler, der gør det muligt for vores kroppe at bevæge sig rundt i tyngdekraften. Hver nerve antages at sende et signal til hjernen og modtage et signal, hvilket på en eller anden måde stimulerer musklerne til at udføre de forskellige bevægelser, der er knyttet til deres position og navngivne funktion. Dette er ikke usandt, men forestillingen indebærer, at hver muskel bevæger sig (eller bevæges) separat.

I begge tilfælde bliver det mere komplekst og vanskeligt at opdele emner eller finde ud af, hvad der overlapper hvad, og hvilke funktioner der hører til hvilket system. Vi har brug for stadig mere komplicerede regler for mere detaljerede fragmenter. Efterhånden kan evnen til at give mening til den helhed, der ankommer i yogalokalet, blive mere undvigende, for os som anatomistuderende.

Komponenterne i fascia

Fascia omfatter seneplader (aponeuroser) og sener (sener), forbindelsesbaner (nogle stærke og andre trådløse) og forskellige typer væv, der danner led, fastgørelser og sammenhængende forbindelser i hele kroppen. Det er blevet foreslået, at hele kroppen består af variationer over dette vævstema: at knogle er en forkalket form af fascien i dens tykkeste, hårdeste og mest komprimerede form, mens brusk kommer derefter, med et højt hyalinindhold, derefter ligament, derefter sene, derefter myo-fascia, der indeholder talrige muskelfibre.

Disse er alle (inklusive knogler) typer af “blødt væv”. Dette byggemateriale i vores krop (dvs. fascien) varierer i tykkelse og tæthed og strækker sig selv til de blødeste og mest sarte membraner som f.eks. trommehinden.

Uanset hvad de forskellige dele af den hedder, danner fascien i hvert fald det, der kun kan beskrives som en hel matrix, der omgiver alt, forbinder alt, men paradoksalt nok samtidig afbryder alt. Med andre ord adskiller den den ene del af vores krop fra den anden, da alt er indhyllet i den. Den holder også sammen på den ekstracellulære matrix, dvs. det flydende miljø (eller mere præcist det “flydende krystal”), som de celler, der udgør vores organer og dele, befinder sig i. Fasciaen indeholder dem og vores kropslige “kolloider og emulsioner” i sine mange forskellige udtryk som det grundlæggende væv i hele vores struktur eller menneskelige arkitektur.

Og lige så vigtigt er det, at fascien indeholder de rum, hvori cellerne befinder sig; den er ikke begrænset til den cellulære struktur. Den danner de beholdere, som cellerne befinder sig i.

Fasciens enhed og yogaens enhed

Det, der er blevet overset, når fascien fjernes på den traditionelle måde, er dens universelle sammenhæng og dermed det samlende princip, der har været i resonans med yogaens fundament, fra filosofi til fysiologi.

Fascia erstatter ikke muskuloskeletale anatomi, men inkluderer, forbedrer og udvikler den. Den gør det samme med alle kroppens klassificerede systemer, især nervesystemet.

Ud fra et yogaperspektiv giver det fuldstændig mening at studere det, vi kunne kalde “fasciel anatomi”. Dette studie bringer yogakunsten ind i et stærkt nutidigt fokus. Det skinner relevans for sundhed og velvære på alle niveauer. Som yogalærer eller yogaudøver bør du vide følgende om fascia.

Hvordan yoga virker på fascien

At inkludere fascia i studiet af yogaens anatomi giver fuldstændig mening. Det er forbundet med yogaens kunst og videnskab i alle dens moderne former.

Fascia omfatter både de fysiske og mentale aspekter af yogastudiet, lige fra stillinger til evnen til at styre forskellige kropslige systemer (dvs. vejrtrækning og mere raffineret selvforvaltningspraksis) og meditation.

Fasciens betydning for studier af den menneskelige krop er blevet ganske forbløffende undervurderet i betragtning af, at:

• Den er levende og alt andet end passiv
• Det er et sanseorgan, der omskriver den klassiske forståelse af nervesystemet
• Det er bogstaveligt talt overalt i og
• Det er kontinuerligt i hele vores form, i alle skalaer, og det forbinder og relaterer alt til alt andet.

Denne kombination af egenskaber er ensbetydende med en anerkendelse af fascien som mester for vores fornemmelse af, hvor vi befinder os i rummet.

Denne fornemmelse supplerer den almindeligt udbredte opfattelse, at vi er fem sansende væsener. Den er ved at udvikle sig som grundlaget for vores sjette, meget vigtige (sandsynligvis primære) sans: den, der fortæller os, hvor vi befinder os i forhold til vores omgivelser og os selv på et hvilket som helst tidspunkt.

Dette er særlig relevant for yogaundervisning, da det vedrører den dybtgående undersøgelse af balance og bevægelse, koordination og stilhed – som alle er en væsentlig del af vores arbejde på måtten og uden for måtten med tiden. Denne fornemmelse er kendt som proprioception – og fascien bliver vores tidslige væv. Det, der registrerer og signalerer, hvad vi gør gentagne gange over tid – og hvordan vi foregriber på måtten.

Proprioception: Forståelse af den primære følelse af fascier og bevægelse

Proprioception er den sans, der fortæller os, hvor vi befinder os i rummet på et givet tidspunkt.

“Proprio” kommer af latin propius, der betyder “ens eget“, og “ception” kommer af perception. Så oversættelsen af proprioception er “ens egen, eller ens egen, opfattelse”.

Proprioceptionen er på arbejde, når vi skriver en e-mail, når vi spiller på et musikinstrument, eller når vi går, løber, står, sidder eller gør hvad som helst. Fascia omtales som vores organisationsorgan, og dens proprioceptive kvaliteter er subtile og omfattende. I yoga er det i bund og grund sansningen af hver enkelt del af os i en given stilling i forhold til alle andre dele og måtten eller jorden under os.

Den aktuelle forskning udfordrer vores traditionelle opfattelser af anatomi, fysiologi og biomekanik og ryster fundamentet for mange klassiske principper for de systemer, de omfatter.

Samtidig tilbyder den en ny kontekst, der ikke blot forener de forskellige dele af kroppen, men også det væsen, der bor i den. Man kan også sige, at den forener mange forskellige aspekter af videnskaben såvel som dele af kroppen.

Det er en spændende tid at være yogalærer, da foreningen er et så grundlæggende, ældgammelt aspekt af yogaviden og så grundlæggende for den moderne yogakunst i al dens mangfoldighed.

Forståelsen af fasciematrixen fører os fra “fladlandet” af anatomiske dele til den globale forståelse af, at den levende krop er et volumen i rummet, der holder sig selv oppe og bevæger sig i alle retninger uanset position i forhold til jorden.

Dette udgør et paradigmeskift i vores forståelse af anatomi. Det giver en ny mening med smerte, arvæv, skader, kropsholdning, udstrækning, styrkelse og mange aspekter af, hvordan hele den menneskelige krop samler sig selv, organiserer sig selv og forbliver selvmotiveret.